RSI’en indikerer udmattelse
Med en stigning på 1,9% over de seneste to uger fik vi endnu en fremgang i det nordiske Healthcare indeks. Det samlede afkast for 2017 er nu oppe på ganske flotte 21,1%.

Dermed er indekset fortsat ”on track” til at teste all-time-high kursniveauet oppe omkring 2800, hvilket i et stykke tid har været vores basis scenarie. De glidende gennemsnit viser samtidig et billede af et indeks i meget solid langsigtet uptrend. MA20 (2706) er således fortsat klart stigende og det samme gør sig gældende for MA50 (2608). I løbet af de seneste dage har indekset dog testet både MA5 (2747) og MA10 (2749), men indtil videre med positivt resultat. Indekset ramte MA10, men er lynhurtigt steget igen.

Vi påpegede dog i seneste udgave, at der så småt begynder at være optræk til negativ divergens i indekset illustreret ved, at RSI’en ikke længere følger med op, når indekset stiger. Denne trend er nu forstærket, da RSI’en befinder sig i 67 (75 for to uger siden), hvilket fortæller os at markedet begynder at være ”udmattet” og stigende grad har brug for en pause. Vores vurdering er fortsat, at vi kan få en test af 2800 inden udgangen af juni måned, dvs. et luk over kurs 2800. Herfra kan der meget vel komme et mindre tilbagefald af nogle ugers varighed.

Overraskende stor stigning i NBI
Det amerikanske Nasdaq Biotechnology Index (NBI) er fortsat vanskeligt at blive klog på og er steget med 3,6% de seneste 14 dage til kurs 3098,56. Det totale afkast for 2017 er nu oppe på 11,7%.

For 14 dage siden lukkede NBI under kurs 3000 og det så vi som et tegn på at yderligere kursfald kunne være under opsejling. I stedet har vi fået en brat stigning, som betyder, at NBI nu nærmer sig modstandsområdet oppe omkring kurs 3150. RSI’en er steget til 60 (36 for to uger siden), og følger således fint med indekset op.

Det er dog værd at bemærke, at de lange glidende gennemsnit MA20 og MA50 fortsat ligger og fletter sig ind og ud af hinanden. Dette indikerer, at markedet fortsat ikke har fundet sine ben at stå på og ikke ved i hvilken retning det skal bevæge sig. Et brud af 3150 vil kunne skabe et større kursrally, men vi tror ikke det kommer til at ske i løbet af de kommende to uger.

Peter Aabo

Læs hele udgivelsen her