OMX Healthcare indekset i fortsat negativ trendkanal
OMX Health Care Indekset er i juni (siden 26. maj) faldet tilbage med 3,7% og befinder sig nu i kurs 2528,64. År til dato er indekset dog stadig i et massivt plus på 29,2% I juni har indekset befundet sig i en klar negativ kurskanal, illustreret via månedschartet, hvor kursen hver gang er blevet afvist ved MA10, når et brud er forsøgt i opadgående retning. Til gengæld er der tegn på at RSI-indikatoren stabiliserede sig i bundområdet omkring 20 og siden faktisk har været stigende og nu befinder sig i 49. På det lange kurschart noterer vi, at MA20 befinder sig under MA50, hvilket er skidt teknisk signal. Herudover ligger der modstandsområde i kurs 2650-2675. Vi ser dog optræk til en gunstig teknisk opsætning i kursudviklingen og optræk til en omvendt hoved-hals formation. Vi forventer derfor ikke større kursfald herfra, men yderligere stabilisering i juli, med mulighed for nye kursstigninger fra august og frem.

Brud af modstandsniveau åbner for NBI i kurs 4200
Det amerikanske biotekindeks Nasdaq Biotechnology Index (NBI) er ofte en vigtig strømpil for retningen i andre af verdens biotek regioner, hvorfor det er et indeks vi følger nøje. I juni har NBI været i hopla og er steget med hele 6,3% til kurs 4011,96. Dermed er indekset nu i +26,3% for 2015. I sidste måneds udgave af ØU Nordic Biotech & Pharma noterede vi en gunstig teknisk kurschart udvikling for NBI, som ved brud af modstandsniveauet i kurs 3850 kunne føre til en hurtig fremgang helt op mod kurs 4200. Meget tyder på, at det netop er det scenarie, der er ved at spille sig ud. På det lange kurschart noterer vi, at kursen befinder sig over både MA20 og MA50 som begge er stigende. Dog begynder indekset med en RSI-værdi på 78,94 at se noget overkøbt ud. På det korte månedschart er det også tydeligt at indekset meget hurtigt er kørt forbi markant forbi MA5 og MA10. Et sandsynligt scenarie over de kommende par uger kan derfor meget vel være et mindre kursdyk under 4000, før vi endeligt går forbi dette vigtige kursniveau og fortsætter op mod målzonen i 4200. Kurs 3850 bør fremadrettet udgøre et vigtigt støtteniveau, som investor skal holde øje med.

Peter Aabo

Se tabeller her

Læs hele udgivelsen her