Vi talte sidste gang om hvorvidt en sektorrotation var sat i gang. Omend billedet blev lidt mere mudret denne gang, så er det tydeligt at i hvert fald Nordic-40 igen trak det længste strå og leverede den største stigning. Som altid – fristes man til at sige – med det norske marked som undtagelsen.

(Kursudviklingen er opgjort onsdag aften og tager således ikke højde for de store kursfald, der indtraf i løbet af torsdagen, og som umiddelbart gav anledning til kursfald på op imod 5% for visse indeks, og dermed sætter den relativt flade periode i et nyt lys.)

Nordic-40 leverede en stigning på 4,2% og nåede endvidere i positivt terræn for 2020 med et plus på 0,8%. Der var fremgang til det nordiske Health Care Index på 2,5%. Det var igen det danske indeks der trak læsset med en stigning på 3,1%, for det svenske indeks kunne notere en helt flad udvikling på +0,2%.

Med en flot stigning på 8,2% til det norske indeks nåede Oslo +17,7% år-til-dato, hvilket kun er marginalt lavere end det danske indeks’ flotte stigning på 18,2%. Tunge Medistim (markedsværdi 3,8 mia. NOK) trak fra med en stigning på 14,1%, men der var også flotte 2-cifrede stigninger til både ContextVision og Photocure med markedsværdier, der nærmer sig 2 mia. NOK hver.

Det amerikanske indeks var også stort set flad med en stigning på 0,9% for perioden og nåede 10,3% for 2020. Denne uge blev skudt i gang med en fornyet fokus på mega-mergers, idet AstraZeneca på rygteplan blev meldt interesseret i en transaktion med Gilead, som jo pt. har det eneste godkendte corona-lægemiddel i form af remdesivir.

På top-10 noterer vi bl.a. Virogates, som er steget pænt siden vor anbefaling i den seneste udgave ved kurs 57 DKK. Selskabet kunne i slutningen af maj berette om en ny artikel om suPAR i det ansete tidsskrift The New England Journal of Medicine. Endvidere kunne man i denne uge berette om et EU-tilskud på 6,6 mio. DKK til et projekt med suPARnostic.

Derudover noterer vi også flotte fremgange til både Xspray og Xbrane fra vort dækningsunivers, ligesom vi også finder Nexstim og Annexin, omend disse nok må betegnes som aktier i den absolut mere spekulative ende af skalaen. Og således også betydeligt mere volatile.

ExpreS2ion fortsatte de flotte takter med fremdrift på corona-fronten. En større nyhed omkring effekt af deres vaccinekandidat i museforsøg sendte aktien på ny himmelflugt, men det er dog værd at nævne, at man ”inden året er omme” forventer at kunne opstarte kliniske forsøg i mennesket.

Det er således at godt stykke vej endnu, og særligt relevant er det jo nok at notere, at de fremmeste projekter på globalt plan er på vej i afgørende fase 2-3 forsøg i løbet af de næste par måneder.

På bund-10 finder vi hele 2 selskaber fra modelporteføljen, nemlig Immunovia og Elekta (se omtalen under modelporteføljen og andetsteds i denne udgave fsva. Elekta). Ellers finder vi ikke nævneværdige nyheder eller store kursfald på listen denne gang. -24 % til Curando Nordic er naturligvis meget, men det skal også ses i sammenhæng med en stigning i år på hele 242%, som fortsat berettiger til en plads på årets top-10, hvor ExpreS2ion nu suverænt indtager førstepladsen med en fornem stigning på hele 717%.

E80b3d87ff48df5b5a7e5a7cc93fa31701ae1181693faea7bae6da9d949c1c6a7492c117f72d09ea1ee59623c6e2f73240e04c575ed7ed88f45629fe75794890e8b1e8105c668051ea893c9a33c6d8a8