Veloxis meddelte i går, at selskabet har modtaget et købstilbud fra Japanske Asahi Kasei. De to hovedaktionærer Novo Holdings og Lundbeckfond Invest har sammen med Veloxis aktionærerne i Veloxis’ ledelse og bestyrelse accepteret et tilbud på 4,45 kr. kontant pr aktie. Disse aktionærer repræsenterer 81,2% af aktiekapitalen. Tilbuddet til de øvrige aktionærer er på 6 kr. pr aktie. Minoritetsaktionærerne opnår derfor ikke en præmie i forhold til fredagens lukkekurs, hvor man ellers normalt ser en betydelig budpræmie.

Det betyder, at hovedaktionærerne bistået af rådgivningsvirksomheden MTS Health Partners har accepteret en Veloxis fair value pr. aktie er på 4,45. Det er tæt på vores Veloxis fair value estimat i sidste uges analyseopdatering på 5 kr. Tilbuddet til minoritetsaktionærerne løber over 4 uger og kan evt. forlænges til op til 10 uger. Det forhøjede tilbud til minoritetsaktionærerne skyldes selvsagt ønsket om at indløse 90% af aktiekapitalen, så de resterende 10% kan tvangsindløses.

Set fra hovedaktionærernes synspunkt er beslutningen logisk. Veloxis er et ”one product company” uden R&D og med patentudløb i 2028, og en langtidsholdbar strategi for selskabet ville indebære betydelige investeringer i en udvidelse af produktporteføljen.

Det vurderes højst sandsynligt, at transaktionen bliver gennemført. Salgsprocessen har ifølge mandagens Veloxis conference call ved bestyrelsesformanden Michael Heffernan været konkurrencebetonet. Det er derfor ikke særligt sandsynligt, at Veloxis modtager et bud, der overgår Asahi Kasei’s.

Sluttelig er det nærliggende at nævne den euforiske stemning blandt mange private investorer i aktien, som helt åbenlyst har været med til at løfte værdiansættelsen til et uholdbart niveau. Nu kan man konstatere, at den reelle værdi af selskabet er meget tættere på 4,45 kr. per aktie end på 6 kr. per aktie som de små aktionærer bliver afregnet til. Det er sjældent set, at de mindre aktionærer får en bedre kurs end de kontrollerende aktieposter – og for nogle vil kurs 6 sandsynligvis være en flot nødudgang på et hypet indkøb. I hvert fald en langt bedre udgang end kurs 4,45 kr.